Skinkeschnitzler

Skinkeschnitzler

Skinkeschnitzler er en af de retter, jeg ikke bruger opskrift til. Jeg tilbereder dem, som jeg har lyst til lige netop den dag, de står på menuen. Paneret, ikke paneret, rullet, flade, lavet på panden eller lavet i ovnen. For skinkeschnitzler kan tilberedes på mange måder.

Skinkeschnitzler kan også serveres med alt muligt lækkert tilbehør. Med båndpasta og salsa, med ravioli og sennepssovs, serveret med samme tilbehør som wienerschnitzler – det som vi hos os kalder swienerschnitzler – eller som på billedet med stuvede ærter og gulerødder samt kogte kartofler.

Skinkeschnitzler

Skinkeschnitzler – opskrift

De schnitzler du får opskriften på her, er panerede og stegt på panden. Det var sådan vi fik dem i mit barndomshjem – kun sådan, ikke på nogen af de andre mange måder.
Samlet tid 15 minutter
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 4 skinkeschnitzler
  • 1 æg
  • 2 spsk. mælk
  • 50 g rasp
  • 1 spsk. paprika
  • Smør eller stegemargarine til stegning
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Bank schnitzlerne let med håndroden.
  • Pisk æg og mælk sammen med en gaffel i en dyb tallerken eller lignende.
  • Hæld raspen op på en flad tallerken, på et stykke stanniol eller lignende, og bland paprika, salt og peber i.
  • Vend schnitzlerne i æggeblandingen og derefter i raspblandingen.
  • Sæt de panerede skinkeschnitzler til side i 10-15 minutter – så sætter paneringen sig bedre fast og bliver bedre siddende under stegning.
  • Brun smørret/margarinen – rigeligt af det, panering suger godt – i en pande, og brun schnitzlerne i det.
  • Skru lidt ned for varmen, og steg schnitzlerne ca. 2-3 minutter på hver side.

Noter

Tip: Skal du lave mange panerede schnitzler, kan det være en fordel at brune dem af på panden, lægge dem på en bageplade beklædt med bagepapir og stege dem færdige i ovnen. De skal have ca. 5-6 minutter ved 180° C.

Stuvede ærter og gulerødder smager godt til skinkeschnitzler. Her får du opskriften til hvordan du laver dette.

Stuvede ærter og gulerødder

Vil du servere stuvede ærter og gulerødder til dine schnitzler, så får du da også lige opskriften på dem.
Samlet tid 15 minutter
Ret Tilbehør
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 4 gulerødder (ca. 300 g)
  • 4 dl mælk
  • 30 g blødt smør
  • 3 spsk. hvedemel
  • 300 g bælgede ærter – friske eller frosne
  • Revet muskatnød
  • Lidt sukker
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern.
  • Bring gulerødder og mælk i kog, og kog det i 5 minutters tid, til gulerødder er næsten møre – pas på det ikke brænder på i bunden.
  • Mos imens smør og mel sammen med en gaffel til en smørbolle.
  • Kom ærterne i gryden, og bring i kog igen.
  • Tilsæt smørbollen – evt. lidt ad gangen – til sovsen har den rette konsistens.
  • Lad sovsen koge igennem et par minutter, og smag til med muskatnød, sukker, salt og peber.

Noter

Tip: Gider du ikke smørbolle, kan du blande 4 dl mælk med 3 spsk. hvedemel og 30 g smør og koge det sammen til en sovs, som du smager til ligesom før. Men det kræver, at dine gulerødder bliver kogt for sig, eller at sovsen koges så længe, at gulerødderne bliver næsten møre.

Kategorier