Pandebrød

Hurtigt pandebrød

Hurtigt pandebrød – et nemt og lækkert brød, som minder om det klassiske fladbrød chapati, men som adskiller sig ved, at det indeholder bagepulver og birkes, og at det både kan bages på panden og i ovnen – nemt og hurtigt!

Pandebrød er lækre som tilbehør til f.eks indisk mad (læs: det er godt til at skovle ting ind i munden med) og kan bruges præcis som madpandekager eller tortillas. De skal hverken æltes eller hæve, og de kan både bages på panden eller i ovnen, hvilket gør, at der kan laves mange på én gang, hvis man er i tidsnød. Brødene er bedst, mens de er varme, men har man nogle til overs kan de absolut også sagtens gøre godt i madpakken eller som mellemmåltid med lidt peanut butter eller Nutella på (alt bliver som bekendt bedre med Nutella…)

Brødene er noget af det mad, der bliver lavet oftest herhjemme, og det er der en helt særlig grund til: det bliver simpelthen ikke nemmere!

Pandebrød

Pandebrød – opskrift

Ret Tilbehør
Antal 6 stk

Ingredienser
  

  • 200 gram hvedemel
  • 1 – 1,5 tsk fint salt (alt efter hvor saltet, du kan lide det)
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 spsk olie
  • 3 tsk birkes
  • 1 dl vand

Sådan gør du
 

  • Hvis du bager brødene i ovnen, så start med at tænde den på grill ved højeste varme.
  • Rør mel, salt, bagepulver, birkes og olie sammen i en skål.
  • Tilsæt vandet og saml dejen med fingrene, indtil den er en sammenhængende dej – tilsæt evt. lidt mere vand, hvis den har svært ved at samle sig.
  • Drys lidt mel ud på bordet og del dejen i 6-7 lige store stykker. Rul ud, så tyndt som muligt, indtil brødene er runde.
  • Kom lidt olie på hænderne og smør alle brødene på begge sider.
  • Når du skal bage dem, har du to muligheder:
  • Bag enten på en brandvarm, tør pande i ca. 30 sekunder – de er lynhurtigt færdige og skal tages af, når de bobler op. Vend dem gerne undervejs.
  • Eller kom dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen på højeste temperatur, ca. 3 minutter, indtil de er boblet op.
  • Server, mens de er varme.

Kategorier